Leveregler
Mission
Medlemmerne i netværket vil udvikles fagligt og personligt gennem erfaringsudveksling og fælles søgen efter ny viden. Netværkets medlemmer kan drøfte ethvert emne af faglig eller professionel karakter, som vurderes værende en naturlig del af en projektleders virke, herunder udfordringer i forhold til ledelse og kommunikation. Alle emner drøftes i fortrolighed, og Netværkets medlemmer har tavshedspligt udadtil.
Vision
Netværket vil være et attraktivt og inspirerende netværk på højt fagligt niveau for erfarne projektledere, programledere, product owners, scrum masters og andre med erfaringer inden for projekt- eller programledelse.
Netværkets aktiviteter
Netværkets aktiviteter understøtter mission og vision ved erfaringsudveksling blandt medlemmerne. Netværket mødes til arrangementer, der inspirerer og udvikler medlemmerne. Netværkets arrangementer er åbne for alle medlemmer, og gæster kan inviteres med henblik på optagelse i Netværket. Potentielle nye medlemmer kan kun deltage i ét arrangement før evt. optagelse. I tillæg kan der inviteres enkelte gæster fra den virksomhed, som lægger lokaler til, eller på anden vis understøtter netværket. Gæster deltager kun i den åbne del af møderne.
Arrangementskalender
Netværkets arrangementer annonceres ved begyndelsen af hver sæson via Arrangementskalenderen, som mindst indeholder dato og tema-forslag for hvert arrangement. Ca. 1 uge før arrangementet opgøres deltagerantal og dette meddeles oplægsholderen, som dermed får mulighed for at trække sig, såfremt deltagerantallet synes for lavt, hvorefter mødet aflyses. Ved at gøre det ca. 1 uge før, så bør vi også kunne komme ud af aftale med restaurant (det bør indgå i aftalen med restauranten). Afbud fra møde eller middag indenfor 2 dage før skal også gives direkte til facilitator.
Arrangementskomité
Netværkets kontinuitet er betinget af, at der, blandt Netværkets medlemmer, vælges en arrangementskomité til at facilitere næste sæsons aktiviteter. Alle medlemmer forventes at deltage i Arrangementskomitéen i løbet af deres medlemskab.
Arrangementskomitéen:
- består af 2-4 personer, som vælges for én sæson (august – juli) ad gangen på sidste netværksmøde inden sommerferien
- konstituerer sig senest i august med en formand
- har ansvaret for at planlægge og afvikle Netværkets 6-8 arrangementer pr. år
- udarbejder Arrangementskalender og kommunikerer denne til medlemmerne
- administrerer Netværkets budget.
- formanden har ansvaret for at lede Netværkets møder. Mødeledelsen kan delegeres til et andet netværksmedlem.
- arbejder for at netværket fremstår synligt og professionelt, også udadtil.
Arrangementskomitéen og medlemmer der støtter Arrangementskomitéen honoreres jf. årets budget. Arrangementskomitéen kan delegere ansvaret for at planlægge og afvikle arrangementer til et menigt medlem. Varigt forfald til Arrangementskomitéen meldes skriftligt til formanden, som kan tage initiativ til at supplere Arrangementskomitéen inden for en sæson.
Beslutninger
Alle Netværkets beslutninger træffes ved simpelt flertal. Et medlem kan kræve, at enhver beslutning prøves ved skriftlig afstemning, hvor hvert medlem har én stemme. Stemmer kan afgives personligt ved deltagelse i afstemning (fysisk eller online). Stemmer kan også afgives ved underskrevet fuldmagt, som afleveres til mødeleder forud for afstemningen. I forbindelse med medlemsoptagelse kan et eksisterende medlem nedlægge veto for optagelse.
Honorar og foredragsholdere
Det tilstræbes, at arrangementer afholdes i medlemmernes virksomheder.
Til alle værter kan der gives en erkendtlighed, som f.eks. en vin-gave. Eksterne foredragsholdere kan aflønnes med en erkendtlighed, som f.eks. en vin-gave, eller et mindre honorar. Netværkets medlemmer kan ikke modtage honorar.
Budget og regnskab
Budget for den kommende sæson og regnskab for foregående sæson fremlægges af Arrangementskomitéen ved sæsonens første netværksmøde. Budget og regnskab er tilgængelige for medlemmerne på Netværkets Intranet (under “Kun for medlemmer”).
Netværket er organiseret omkring gensidig kompetenceudvikling, hvor Arrangementskomitéen forvalter det meste af årskontingentet til netværksarrangementer og foredrag. Et evt. overskud kan overføres til næste sæson, f.eks. med det formål at spare op til en ekstern foredragsholder.
Medlemskartotek, optagelse og kontingentopkrævning
Optagelse i Netværket sker ved ansøgning via Netværkets hjemmeside på www.pifpif.dk. Arrangementskomitéen indstiller medlemmer til optagelse efter det potentielle medlem har deltaget på ét af Netværkets arrangementer, og således har mødt Netværkets medlemmer. En beslutning om optagelse af nye medlemmer træffes som beskrevet i afsnittet Beslutninger. Arrangementskomitéen oplyser gæster om dette forhold.
Netværket består af op til 25 medlemmer. Såfremt netværket kommer ned på 15 medlemmer eller derunder, skal det diskuteres om netværket fortsat er levedygtigt (ift. at skaffe oplægsholdere).
Kontingent opkræves som en kompetencenetværks-deltagerafgift for ét år ad gangen for perioden 1. august til 31. juli. Det forventes, at man betaler kontingent, såfremt man ikke har meldt sig ud inden 1. juni, og det er det enkelte medlem som er ansvarlig for at sikre at faktureringsoplysninger er korrekte.
Et medlem, der ikke har betalt kontingent, kan ikke deltage i Netværkets arrangementer. Indbetalt kontingent tilbagebetales ikke. Ved indmeldelse efter 1. februar betales halvt kontingent. Kontingent for kommende sæson fastsættes senest 1. juni. Der refereres til levereglerne ved fakturering af kontingentet.
Pensionister
Går et aktivt medlem på pension, og opsiger i den anledning sit medlemskab, kan vedkommende fortsat være tilknyttet netværket som pensionist. Pensionister kan inviteres med til netværkets nytårskur mod egenbetaling.
Ikrafttrædelse
Nærværende leveregler er opdateret pba. drøftelse på arrangementskomitéens møde den 6. november 2025 og forventes endeligt godkendt af netværket på netværksmødet d. 25. november 2025.
